onsdag den 3. juni 2015

Min kamp: Hvad er meningen?

Nogen gange føler jeg mig lidt som om jeg overhovedet ikke passer ind. Et menneske... Nej ikke engang et menneske. Et væsen der er sat i verden og som slet ikke passer ind nogen steder. Jeg ved ikke hvor jeg hører til, hvad det er meningen jeg skal lave og hvem jeg skal møde.
Jeg synes det hele er lidt svært lige for tiden. Jeg har mistet gnisten til det hele. Til verden og livet. Ikke på en suicidal måde, bare en lidt opgivende måde, selvom jeg ikke kan li at gi op. Jeg føler bare ikke at det jeg gør er godt nok og at jeg kommer videre. Jeg sidder fast og er bange for at jeg kommer til at sidde fast længe. Meget længe.
Hvad er meningen med det hele? Hvorfor er det at nogen har det forholdsvis nemt, og andre har det bare af helvede til? Jeg forstår det ikke. Jeg ved godt at det er godt at have følelser og det er godt at mærke at det hele går op og ned, ellers ville man aldrig være glad. Men en gang i mellem bliver det bare for meget, også mister jeg gnisten og fokus.
Jeg føler at jeg taber den identitet jeg var ved at opbygge. At jeg taber alt omkring mig. En side af mig vil rigtig gerne tabe det hele. Skride. Forsvinde. Bare sige fuck til det hele. Men hvilken løsning er det? Samtidig har jeg (lige nu) svært ved at samle det hele op, og bare gå videre. Jeg føler mig tabt bag en vogn. Uinspireret. Bange. Tom. Og ikke rigtig til stede. Jeg håber at en uge hos mine forældre kan hjælpe mig lidt på vej igen. Og ikke mindst 3 dage i selskab med nogle fantastiske venner!

Samtidig forsøger jeg at huske på at, det er sgu okay at ha det skidt, og det er okay at have en dårlig dag i ny og næ. Det har alle. Og at jeg rent faktisk har udviklet mig og er kommet mange skridt videre.

  • Jeg er ikke længe på selvmordets rend når jeg har det dårligt. Og jeg ved stort set altid hvorfor jeg er ked af det. Før hen gik jeg tit flere uger og var trist og helt nede, uden egentlig at vide hvorfor. 
  • Jeg har fået redskaber til at styre min angst. Jeg kan være sammen med større forsamlinger uden at gå helt i panik. Jeg har mødt nye mennesker i min bogklub (som jeg selv tog initiativ til at starte!) som jeg er super glad for. Jeg kan ta' bussen om morgenen uden at gå total i panik og bare ta' hjem igen. 
  • Jeg har lært at det er okay at være sur, vred, trist, ked af det osv. Det er okay at føle sådan som jeg føler. Det er okay at græde og få det ud af systemet i stedet for at holde det inde i mig selv og gå helt ned når jeg ikke kan holde det ud mere. Det er okay at være i lorte humør en gang i mellem ;) Og selvfølgelig er det helt okay at være super glad uden grund. 
  • Jeg har lært at jeg ikke er alene. Man ved det jo egentlig godt, for det kan næsten ikke være rigtigt, at man sidder og har det dårligt helt alene. Nogen må kende til de følelser - og det er der rigtig mange der gør. Og det er så dejligt at få bekræftet når man åbner op for verden.
  • Jeg har lært at sige hvordan jeg egentlig har det (for det meste - i det forum det passer) og give udtryk for mig selv. Det er vigtigt at sige at man har det skide godt for tiden, eller man har det faktisk rigtig svært. Selvom det måske er rigtig svært at forklare hvorfor man har det svært. Men det er så vigtigt at sige ordene, også selvom om personen(erne) ikke har nogen som helst ide om hvad vi mener, og ikke kan sætte sig ind i det.
  • Jeg har lært at det er okay at sige fra og trække sig!! Det er så svært at sige, jeg har det sgu ikke ret godt i dag/jeg har intet overskud, også opnå forståelse. For mig er forståelsen ikke så vigtigt mere. Det er selvfølgelig dejlig at blive forstået men det er endnu vigtigere at passe på mig selv og sige fra.
    Jeg synes f.eks. det er okay jeg en dag melder mig syg i skolen, fordi jeg ikke kan rumme det/overskue noget som helst. Som regel er overskuddet kommet igen til dagen efter. Også er det okay at få 1-7 timers fravær, hvis det er det der hjælper. På den måde hjælper det mig til at finde mine redskaber frem, bruge dem og gøre mig selv klar til arbejdsmarkedet. 
  • Jeg har en struktur! Jeg sover ikke til kl. 12-13 hver dag og bare sidder og laver ingenting. Bevares jeg kan sagtens få en dag til at gå "bare" foran computeren eller bag en bog, men jeg kommer op af min seng. Før hen lå jeg i sengen hele dagen og kunne slet ikke overskue at skulle ud af den. Bare det at gå i bad var en rigtig stor udfordring nogen gange. Og hvor svært er det lige? Men nogen gange orker man bare ingenting og det er så hårdt at gå igennem. Jeg kan stadig ha følelsen i mig, men jeg ved også nu hvordan jeg kommer ud af den og ind i min struktur igen. 
Alle disse punkter gjorde mig faktisk super glad for at skrive, og det hjalp på humøret, for det er jo en bekræftelse i at det rent faktisk går frem af. Og det kan godt være det går langsomt nogen gange, men Rom blev ikke bygget på én dag ;)

Dette har nok været et af de mest ærligste indlæg jeg længe har skrevet, og har længe siddet og kigget på det, og diskuteret om jeg skulle udgive det. Det er så personligt at jeg er bange for om det måske er for meget at udgiv? Også alligevel er det bare en dejlig ting at kunne dele med andre. Måske kan andre blive bekræftet i at det kan sgu blive bedre, selvom det er en hård kamp. Hvilket jo også er derfor jeg deler disse ting med jer. Men derfor er det ikke altid nemt at udgiv til hele Danmark :) Men jeg tager endnu et skridt videre :)


Støt EN AF OS og gør psykisk sygdom til et mindre tabu!
SNAK OM DET - Det forsøger jeg at gøre!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar