torsdag den 30. juli 2015

Min kamp: Venskab

Når mørket er tættest så er det dejligt at man altid kan ringe til en ven. Men det er et problem hvis man ikke har nogen/så mange, og føler man er en byrde.
Rigtig mange gange igennem mit liv har jeg følt at jeg var 2. choice eller bare ikke god nok. Også når kontakten stoppede, så var det bare en bekræftelse af mit dårlige selvværd.
Jeg har aldrig haft tonsvis af venner og har altid misundt dem der har haft det, og følt jeg manglede noget.
Derfor har de sidste 1½ mdr. været meget underlig for mig. Efter jeg er begyndt i skole har jeg fået nye venner/bekendt og det har været meget grænseoverskridende, men dejligt. Følelsen af at høre til, at der er nogen der bekymre sig og tænker på en, er utrolig dejlig og bekræftende. Bare første gang jeg fik en sms fordi jeg ikke var i skole; Hvor er Sanne henne? En bestemt pige skrev hver gang jeg ikke var der, og jeg blev mødt med stort smil og kram dagen efter - det er en helt utrolig mærkelig følelse, men ej hvor er den dejlig!
Jeg er konstant bange for at mine venner afviser mig og siger, nu gider jeg ikke se dig mere. Jeg er bange for at de får nok af mig, mine problemer og min personlighed.
De sidste mange år har jeg kørt i et bestemt mønster med hensyn til venner/veninder, og jeg forsøger virkelig at ændre det. Jeg tror også det er lykkedes med nogen af de nye jeg ser nu, men samtidig ligger tanken at hvis jeg nu er helt mig selv og deler alt, så siger de stop. Det er skræmmende/irriterende at sidde med den følelse sammen med dem man nu ses.

De sidste 14 dage 3 uger, har jeg set meget til en ny ven jeg har fået, og jeg er blevet mødt med en helt utrolig forståelse og bekræftelse som jeg er ham evigt taknemlig for.
Tiden flyver bare af sted når vi er sammen. Uanset om vi ser film, griner af youtube eller bare sidder og snakker. Jeg får altid et chok når jeg går der fra, over hvad klokken er.
Men jeg tror det mest bekræftende længe, det var i går. Vi havde snakket over FB og da samtalen er slut, banker det lidt efter på min dør. Og det var så ham. Vi havde set hinanden tirsdag aften, også er jeg van til at folk ikke gider at ses flere dage i streg, men det var ham og efter at ha snakket inde ved mig, gik vi ind til ham og så film.
Det her med at der er en der gerne vil se mig to dage i streg, at han kommer til mig(!) og at vi bare griner og hygger os så tiden den flyver. Det er sådan en mærkelig følelse at sidde med, men hvor er den god!
Jeg er så taknemlig og fyldt med glæde over at jeg har fået disse venner. 
K
N&D
Tak


Støt EN AF OS og gør psykisk sygdom til et mindre tabu!
SNAK OM DET - Det forsøger jeg at gøre!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar