Under mælkevejens stjerner

Titel: Under mælkevejens stjerner
Forfatter: Camilla Davidsson
Forlag: Palatium Books
Anmeldereksemplar fra Palatium books 🙂
Originaltitel: Under Vintergatans alla stjärnor
Sidetal: 283
Serie: #1 i serien Emma


Den unge karrierekvinde Emma bor i storbyen Stockholm og trives i et rigt socialt liv med masser af restaurantbesøg og dyre beture. Hun arbejder som marketingsansvarlig på et stort anerkendt bureau og føler i det hele taget, at hun har regnet verden ud. 

Men Emme begynder at få stress på sit arbejde, og da hun samtidlig indleder et forhold til amerikaneren Eric, som bor i London, flytter hun til den engelske hovedstad. Men Eric vil hende ikke alligevel, og pludselig står hun alene i en fremmed by uden vennerne og den identitet, jobbet i Stockholm gav hende. Hun får sig et rimeligt arbejde, men noget inden i hende er ved at briste. 

Hun beslutter sig for at vandre den ældgamle Camino, som er en pilgrimsvandring på mange hundrede kilometer, og som afsluttes i spansk Santiago de Compostela. Den lange og fysisk hårde pilgrimsvandring i det smukke spanske landskab bliver et omdrejningspunkt for Emma. Hun kommer til at opleve nærhed, varme, kærlighed og dybe venskaber med en broget skare fra hele verden. Men mest af alt bliver pilgrimsvandringen en rejse ind i hende selv, hvor hun må tage livtag med sig egen fortid og indre dæmoner for at kunne rejse sig igen. 



Mit eksamensprojekt handlede om nutidens pilgrimsvandringer, derfor synes jeg det var interessant at læse noget skønlitteratur om rejsen, i stedet for alt det faglitteratur jeg læste under projektet.
Jeg genkender mange af tingene der bliver beskrevet undervejs og specielt det her med at man gør det af dybt forskellige årsager.

Emma er en karakter jeg ikke helt kan placere. Til tider irriterer hun mig grænseløst, og specielt i forhold til Eric, men til andre tider synes jeg hun er interessant og virkelig kommer på en interessant rejse. Igennem hendes vandring lærer man meget mere om hende og hendes baggrund og det gør hende lidt mere likeable. I starten havde jeg ingen sympati for hende, på trods af at jeg sagtens kan sætte mig i hende sko med at være ulykkelig forelsket i en der ikke gengælder det. Men hun bløder op og lærer virkelig noget hen af vejen.

Forholdet til Eric synes jeg er for kort beskrevet, for jeg forstår ikke hvorfor hun er så optaget af det igennem vandringen. Men de karakterer hun møder undervejs på vandringen er med til at løfte historien såvel som Emmas vandring.

Det er en hyggelig historie med meget viden om pilgrimsvandring og gode beskrivelser af naturen.
Hele anmeldelsen er skrevet baseret på MIN mening og MIN opfattelse af bogen.

Kommentarer

Populære opslag