søndag den 22. september 2019

Dansende røde bjørne

Titel: Dansende røde bjørne
Forfatter: Dennis Jürgensen
Forlag: Tellerup
Sidetal: 487
Serie: #2 Roland Triel


Et nøgent lig af en teenagepige findes i en Københavnsk park, og Roland Triel og hans kollegaer på Politigården får travlt. En pædofil seriemorder er kort forinden flygtet fra et topsikret psykiatrisk hospital, så forbindelsen er nærliggende. 
Efterforskningen forvirres af gådefulde sår på liget, som sammen med fundet af en klo antyder, at pigen kan være blevet dræbt af et rovdyr. 
På Bøgeholm Sanatorium trænger en ukendt mand ind hos Andrea Triel, der blev mishandlet af sin mors morder fire år tidligere, og har ikke talt siden. 
Triel erkender for sent at han har stået ansigt til ansigt med gerningsmanden, som nu også inddrager journalisten Thor Brandt i sit psykologiske spil. 



Det er ikke fordi Triels personlige historie bliver mindre spændende! Tværtimod synes jeg faktisk det er den der fylder mest i den her bog, og det gør desværre at hoved historien falder lidt i baggrunden. Det er lidt ærgerligt, men på trods af det synes jeg stadig den holdt mig fanget og opslugt af historien.

Som sagt tager Triels personlige historien lidt overhånd, men jeg synes virkelig den er med til at løfte det hele. Jeg synes det er så spændende og kan ikke finde ud af hvem det er og hvorfor!
Historien om de dansende røde bjørne er også interessant, specielt fordi der pludselig findes spor helt tilbage til 2. verdenskrig, og jeg synes de to piger vi følger giver et spændende sideblik, men det er desværre ikke noget der fanger mig helt.

Jeg synes bogen er god, og nød at læse historien. Triels karakter gør at man vil læse mere og ikke mindst komme i dybden med hans personlige tragedie.
Hele anmeldelsen er skrevet baseret på MIN mening og MIN opfattelse af bogen.

tirsdag den 17. september 2019

Min kamp: 10 år

Omkring den her tid for 10 år siden, gik jeg ned med stress. Jeg mistede min elevplads og måtte flytte fra 120-130 kvm., og hjem til ca. 17-20 kvm. hos mine forældre.
Fra omkring det her tidspunkt ændrede mit liv sig på sådan en drastisk måde jeg aldrig nogensinde havde kunne forudsige.

Det sværeste i mit liv på det tidspunkt de to vinter depressioner jeg havde været igennem. Så stress konstateringen og kort efter en konstatering af svær depression oven i, ødelagde mig fuldstændig. Jeg var modstander af at tage piller så da min læge udskrev 20 mg. antidepressiv medicin, hentede jeg dem ikke. Først da hun 14 dage senere sagde at jeg skulle øges til 220 mg. hentede jeg dem på apoteket, for så vidste jeg hvor slemt det egentlig stod til og at jeg skulle have noget hjælp.

Det var kun starten på mine diagnoser, for oveni har jeg fået konstateret angst og tvangspræget personlighedsforstyrrelse. Det har som sagt ændret mit liv en del og bestemt også mig. Heldigvis har jeg fået hjælp hos en masse søde og dejlige mennesker igennem årene.

Det er mærkeligt at kigge tilbage på 10 år af sit liv, og tænke hvad dælen har jeg opnået? En masse usikkerhed, dårligt selvværd, vægt problemer og en masse angst..
Det er altid de første tanker der kommer. Men ved du hvad jeg også har opnået? En masse god behandling fra en masse fantastiske mennesker, fuldført en HF, nye venner, nye erkendelser om mig selv, begyndelsen på et vægttab, begyndelsen på en videregående uddannelse og en ide om hvad jeg vil med mit liv. Og det er en fantastisk følelse, selvom jeg ikke er der hvor jeg gerne ville være.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes mit liv har været rigtig svært og noget lort til tider. Nogen gange har det virkelig været svært at se udover de næste par timer, men jeg har virkelig fået en utrolig støtte fra nogen dejlige mennesker. Var jeg fx. ikke startet på min HF havde jeg aldrig fået den støtte og vejledning af den bedste vejleder jeg nogensinde har haft, og jeg havde aldrig mødt Trekløveren.

Livet er stadig svært og uoverskueligt i perioder, men slet ikke "begrav-mig-ned-under-dynen" svært, som det var før hen. Jeg har da dårlige perioder, men kan tackle dem på en helt anden måde nu.
Det er ca. 1 år siden jeg sidst kunne mærke der var noget galt og havde små angst anfald. Det var da jeg var begyndt på at læse administrations bachelor - og det var bare ikke uddannelsen for mig. Jeg valgte at droppe ud og endelig begynde at tænke på hvad JEG vil og hvad JEG har lyst til.

Man skal huske at stoppe op og sige fra og lytte til hvad man selv vil. Jeg råber langt fra op, alle de gange jeg burde gøre det, men jeg forsøger at blive bedre til det, og nyde livet meget mere end jeg har gjort, og ikke mindst sige nej til de ting jeg faktisk ikke gider.

10 år er lang tid.
Ærger jeg mig over at jeg har været så lang tid om at få en ide til hvad jeg vil med mit liv? Ja. Men jeg kan ikke gøre for at jeg blev syg, og jeg kan ikke ændre det. Jeg kan derimod prøve at acceptere det og blive et bedre jeg for hver dag der går, og det forsøger jeg virkelig. Det er hårdt arbejde, og det vil det altid være.
Ærger jeg mig over at have været sygemeldt i 7-8 år før jeg kom lidt videre og fik hjælp? Ja. Men igen er det ikke noget jeg kan ændre.
Ville jeg ønske at jeg aldrig var blevet syg? Både og. Jeg har de sidste 10 år lært rigtig meget om mig selv og udviklet mig, og det var nok ikke sket hvis jeg ikke havde fået konstateret stress.

I dag tvivler jeg stadig, men ikke så meget som før hen, jeg har ikke "tilfældige" angst og panikanfald og kan håndtere størstedelen det hvis det skulle komme.
Jeg har stadig dage hvor jeg synes det er svært at overskue min hverdag, men jeg kommer igennem dem.
Jeg går stadig til psykolog som virkelig hjælper mig og får mig til at reflektere over hvilke valg jeg tager og synes alt går fremad.
Jeg savner stadig en mand i mit liv, men mon ikke han dukker op en dag når jeg mindst venter det? Ellers må jeg genoverveje at finde en kat eller to. Men en mand er jo heldigvis ikke alt.
Jeg er nogenlunde tilfreds med det liv jeg har nu, selvom der er et par ting jeg gerne ville ændre hvis jeg kunne, men det perfekte liv findes ikke. Jeg er dog tilfreds med at jeg er tilfreds. En følelse jeg ikke kan huske hvornår jeg sidst har haft.

Jeg glæder mig til at færdiggøre mit studie og komme på arbejdsmarkedet og finde den rolle og karakter.
Jeg glæder mig til at møde en jeg skal dele mit liv med. Jeg har allerede Trekløveren.
Jeg glæder mig til at føle mig endnu mere tilfreds med mit liv.
Jeg glæder mig til fremtiden.

Alle mine Min Kamp indlæg er markeret nedenfor med etiketten "min kamp" - tryk på den og alle mine indlæg om psykiske ting kommer frem. 
Tak for al støtte.

mandag den 9. september 2019

Min kamp: August

Tiden går alt for stærkt og jeg har alt for meget at se til!
Starten af august var meget langsom, og slutningen af august er gået alt for hurtigt.
Jeg er startet i skole igen og det kan mærkes. Det er dejligt at få en rutine igen og komme i gang, men der er bestemt også lektier der presser meget. Men mon ikke jeg når det hele!
Det vil også sige at jeg ikke har fået læst ret meget, og jeg kan mærke det fortsætter ind i september på nuværende tidspunkt.
  • Hviskende lig 
  • Jagten på hjertemuslingen 
  • Også drukner jeg 
  • Leoniderne 
Jeg håber at starte på Geminiderne og følge med i #spektrumreadalong. Men skal lige have afsluttet Marcherende myrer først. 

I september ser jeg virkelig frem til Fantasy festival i Esbjerg den 14 og 15 september. Jeg er der begge dage i år, og håber du kommer og siger hej hvis du ser mig. 
Jeg glæder mig til at høre Jakob Stegelmann og Mads Schack-Lindhardt og hvad de har at sige, til at Lene Dybdahls bogrelease, til mange af de forskellige debatter og meget meget mere! Men nok også mest af alt at dele fantasy glæden med alle der kommer! Det bliver en god weekend!

Alle mine Min Kamp indlæg er markeret nedenfor med etiketten "min kamp" - tryk på den og alle mine indlæg om psykiske ting kommer frem. 
Tak for al støtte.