Min kamp: 10 år

Omkring den her tid for 10 år siden, gik jeg ned med stress. Jeg mistede min elevplads og måtte flytte fra 120-130 kvm., og hjem til ca. 17-20 kvm. hos mine forældre.
Fra omkring det her tidspunkt ændrede mit liv sig på sådan en drastisk måde jeg aldrig nogensinde havde kunne forudsige.

Det sværeste i mit liv på det tidspunkt de to vinter depressioner jeg havde været igennem. Så stress konstateringen og kort efter en konstatering af svær depression oven i, ødelagde mig fuldstændig. Jeg var modstander af at tage piller så da min læge udskrev 20 mg. antidepressiv medicin, hentede jeg dem ikke. Først da hun 14 dage senere sagde at jeg skulle øges til 220 mg. hentede jeg dem på apoteket, for så vidste jeg hvor slemt det egentlig stod til og at jeg skulle have noget hjælp.

Det var kun starten på mine diagnoser, for oveni har jeg fået konstateret angst og tvangspræget personlighedsforstyrrelse. Det har som sagt ændret mit liv en del og bestemt også mig. Heldigvis har jeg fået hjælp hos en masse søde og dejlige mennesker igennem årene.

Det er mærkeligt at kigge tilbage på 10 år af sit liv, og tænke hvad dælen har jeg opnået? En masse usikkerhed, dårligt selvværd, vægt problemer og en masse angst..
Det er altid de første tanker der kommer. Men ved du hvad jeg også har opnået? En masse god behandling fra en masse fantastiske mennesker, fuldført en HF, nye venner, nye erkendelser om mig selv, begyndelsen på et vægttab, begyndelsen på en videregående uddannelse og en ide om hvad jeg vil med mit liv. Og det er en fantastisk følelse, selvom jeg ikke er der hvor jeg gerne ville være.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes mit liv har været rigtig svært og noget lort til tider. Nogen gange har det virkelig været svært at se udover de næste par timer, men jeg har virkelig fået en utrolig støtte fra nogen dejlige mennesker. Var jeg fx. ikke startet på min HF havde jeg aldrig fået den støtte og vejledning af den bedste vejleder jeg nogensinde har haft, og jeg havde aldrig mødt Trekløveren.

Livet er stadig svært og uoverskueligt i perioder, men slet ikke "begrav-mig-ned-under-dynen" svært, som det var før hen. Jeg har da dårlige perioder, men kan tackle dem på en helt anden måde nu.
Det er ca. 1 år siden jeg sidst kunne mærke der var noget galt og havde små angst anfald. Det var da jeg var begyndt på at læse administrations bachelor - og det var bare ikke uddannelsen for mig. Jeg valgte at droppe ud og endelig begynde at tænke på hvad JEG vil og hvad JEG har lyst til.

Man skal huske at stoppe op og sige fra og lytte til hvad man selv vil. Jeg råber langt fra op, alle de gange jeg burde gøre det, men jeg forsøger at blive bedre til det, og nyde livet meget mere end jeg har gjort, og ikke mindst sige nej til de ting jeg faktisk ikke gider.

10 år er lang tid.
Ærger jeg mig over at jeg har været så lang tid om at få en ide til hvad jeg vil med mit liv? Ja. Men jeg kan ikke gøre for at jeg blev syg, og jeg kan ikke ændre det. Jeg kan derimod prøve at acceptere det og blive et bedre jeg for hver dag der går, og det forsøger jeg virkelig. Det er hårdt arbejde, og det vil det altid være.
Ærger jeg mig over at have været sygemeldt i 7-8 år før jeg kom lidt videre og fik hjælp? Ja. Men igen er det ikke noget jeg kan ændre.
Ville jeg ønske at jeg aldrig var blevet syg? Både og. Jeg har de sidste 10 år lært rigtig meget om mig selv og udviklet mig, og det var nok ikke sket hvis jeg ikke havde fået konstateret stress.

I dag tvivler jeg stadig, men ikke så meget som før hen, jeg har ikke "tilfældige" angst og panikanfald og kan håndtere størstedelen det hvis det skulle komme.
Jeg har stadig dage hvor jeg synes det er svært at overskue min hverdag, men jeg kommer igennem dem.
Jeg går stadig til psykolog som virkelig hjælper mig og får mig til at reflektere over hvilke valg jeg tager og synes alt går fremad.
Jeg savner stadig en mand i mit liv, men mon ikke han dukker op en dag når jeg mindst venter det? Ellers må jeg genoverveje at finde en kat eller to. Men en mand er jo heldigvis ikke alt.
Jeg er nogenlunde tilfreds med det liv jeg har nu, selvom der er et par ting jeg gerne ville ændre hvis jeg kunne, men det perfekte liv findes ikke. Jeg er dog tilfreds med at jeg er tilfreds. En følelse jeg ikke kan huske hvornår jeg sidst har haft.

Jeg glæder mig til at færdiggøre mit studie og komme på arbejdsmarkedet og finde den rolle og karakter.
Jeg glæder mig til at møde en jeg skal dele mit liv med. Jeg har allerede Trekløveren.
Jeg glæder mig til at føle mig endnu mere tilfreds med mit liv.
Jeg glæder mig til fremtiden.

Alle mine Min Kamp indlæg er markeret nedenfor med etiketten "min kamp" - tryk på den og alle mine indlæg om psykiske ting kommer frem. 
Tak for al støtte.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag