fredag den 3. januar 2020

Hjerter, strenge og andre ting der kan gå i stykker

Titel: Hjerter, strenge og andre ting der kan gå i stykker
Forfatter: Jacqueline Firkins
Forlag: Palatium books
Anmeldereksemplar fra Palatium books 
Originaltitel: Hearts, strings, and other breakable things
Sidetal: 350
Serie: -


19-årige Edie Price har slet ikke lyst til at være i Mansfield i Massachuetts. Det er den sidste sommer, før hun skal på college, og Mansfield er stedet, hvor rige naboer og forkælede tøser som Edies kusiner bor. De er besat af at få Edie til at tænke på noget andet end sin mors død og tager gerne søde drenge og Askepot-agtige makeovers i brug for at komme i mål. Edie har sine egne planer, og de inkluderer altså ikke en prins på den hvide hest. 
Edie fordyber sig i sine lektier og sine ansøgninger til studielegater for at have råd til at komme på college. Men hun bliver alligevel fascineret af to drenge for Mansfield, der kappes om hendes opmærksomhed. Sebastian er Edies barndomskæreste og første store kærlighed, men der er også den lokale bad boy og hjerteknuser Henry. Han er grænseløs, men hans kys er afhængighedsskabende. 
Begge drenge giver Edie problemeer. Hun kan ikke undgå at stå midt imellem dem. Nogen ender med kærestesorg. Nu skal hun bare sørge for, at det ikke bliver hende. 


Edie kommer fra en helt anden baggrund end sine kusiner, men hun har været i Mansfield før. I sin tidlige år og har nogle gode minder derfra - specielt om nabodrengen.
Det er en historie fyldt med kærlighed, venskaber, forskelligheder, sex og forelskelse. Den har alle elementer for at blive en god ungdomsroman. Desværre synes jeg den kommer for sent i gang. Den fanger mig ikke ordentligt før næsten halvvejs igennem, og det er lidt synd.

Edie er en sød pige, men desværre forstår jeg ikke hvordan man kan være forelsket i en man ikke har set eller haft kontakt med i 10 år. Jeg forstår ideen med at man er forelsket i det man husker, men på 10 år forandrer man sig, uanset om man vil det eller ej.
Edie er tydeligvis i et andet miljø end hun er vant til, men hun formår at komme under kusinernes hud og opbygge et eller andet jeg aldrig kunne finde ud af hvad er. Venskab? Familie? Respekt? Jeg er ikke helt sikker, men jeg ved at de er der for hinanden samtidig med at de alle er hinandens rivaler.

Jeg kan godt lide Edies baggrund og hendes mor, på trods af at det er begrænset viden vi får. Men det giver hende en lille dybde. Jeg mangler bare noget i den her historie. Henry synes jeg er med til at løfte historien, men han kan ikke bære det alene, og synes desværre historien ender som en flad kærlighedshistorie. Edie og hendes kusiner mangler mere dybde der kan løfte historien op til et højere niveau. Men når det så er sagt, så er jeg næsten sikker på at som en ungdomsroman og til teenagere er det en dejlig historie som vil få de fleste til at smile over.
Hele anmeldelsen er skrevet baseret på MIN mening og MIN opfattelse af bogen.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar