Midnatsrosen

Forfatter: Lucinda Riley
Forlag: Cicero
Originaltitel: The Midnight Rose
Sidetal: 555
Serie: -


Indien 1911. Pigen Anahita kommer fra en respektabel, men fattig indisk familie. Da hun møder den indiske prinsesse Indira og knytter et stærkt venskab til hende, viser der sig imidlertid en vej ud af fattigdommen. Anahita får nemlig mulighed for at rejse med Indira til England og gå på kostskole der. I England møder hun også Donald Astbury, der er arving til det smukke og afsidesliggene gods Astbury Hall.

Næsten hundrede år senere kommer Anahitas oldebarn, Ari Malik, til Astbury Hall for at forske i sin oldemors historie. Her møder han den berømte amerikanske skuespillerinde Rebecca Bradley, som er på godset for at indspille en film, og sammen begynder de at grave i Astbury-slægtens mørke hemmeligheder.


Jo mere jeg læser af Lucinda Riley, jo mere elsker jeg hendes stil og romaner. De er romantiske, der er en masse historie i dem og hun formår at blande det på en super god måde. Jeg kan ikke andet end at rose Rileys romaner.

"Midnatsrosen" er en slægtsroman der foregår i starten af 1900-tallet og 100 år senere, i 2000.
En af hovedpersonerne, Ari, synes jeg godt nok var en snobbet nar til at starte med. Han var arrogant, fuldstændig ligeglad med sin familie og tænkte kun på at tjene penge. Da han beslutter sig for at følge op på Anahitas historie, der ændre han sig drastisk og bliver en fornøjelig ung mand at læse om.
Rebecca (en anden hovedperson) er en rigtig sød ung dame, som jeg har lidt svært ved at se hvor hun passer ind. Det er som om hun bare er plottet ind for at få historien til at give mening og tvist. Det bliver også gjort godt, men jeg ville så gerne ha fundet ud af noget mere omkring hendes baggrund, og hendes forældre. Der bliver lagt op til det nogle gange, men det kommer aldrig - det er nok det eneste jeg savner lidt i historien. For ellers har den alt.

Hele historien Anahita og Donald fortæller fra 1900-tallet, er utrolig gennemført og jeg elsker det. Jeg sidder tilbage med følelsen af at Anahita og Donalds kærlighed lever endnu, og at den altid vil.
Donalds mor synes jeg er super godt fundet ud, og vil egentlig gerne vide hvor Riley har fået ideen fra. Forhåbentlig ikke fra sin egen mor ;) Hun er den koldeste kælling (undskyld mit sprog) der overhoved findes! Og der er vidst ikke noget at sige til, at bogen tager den drejning som den gør til sidst.

Alt i alt er det endnu en super god bog fra Lucinda Riley, og jeg glæder mig til at læse mere fra hende.
Pigen fra Napoli udkom her den 1. og jeg glæder mig til at skabe bekendtskab med den.
Hele anmeldelsen er skrevet baseret på MIN mening og MIN opfattelse af bogen.


Kommentarer

Populære opslag